Lena Løbner er sanger og musiker. Hun bruger musikken i alle situationer af livet og har spillet musik og skrevet sange, siden hun var barn. Lena har haft glæde af at synge med både børn i dagpleje, børnehaver og skoler, voksne til kor og sangundervisning og ældre på plejehjem og hospice.
“Livet kan nærmest ikke leves uden musik i hverdagen, og ved vigtige livsoplevelser er det især vigtigt at prioritere tid til at lytte, sanse og modtage”
Lena Løbner

Tak for alle roser
“Jeg elsker at sidde og se på mine roser i haven, og de minder mig om en sen aften, da jeg skrev sangen “Tak for alle roser”.
Dengang havde jeg næsten mistet håbet og modet til at leve, da en mor til en lille pige, jeg passede i dagplejen, næste dag kom ind ad døren med en stor buket roser. Hun sagde: “Tusind tak for alt, du gør for vores lille datter.” Roserne og hendes ord gav mig håbet tilbage, jeg følte, at der var én, der så mig, og jeg er så dybt taknemmelig for det.
De sange jeg har skrevet har alle en historie, og der kommer flere hen ad vejen her på siden.”
Lena
Det, der betyder noget for mig
“En dag tog jeg bussen til Roskilde, og bagved mig sad et par teenagere, som var på vej hjem fra efterskole på weekendbesøg. Snakken gik livligt om deres mors køleskab, mode, venner, ja alt hvad jeg selv tænkte på, da jeg var ung.
Jeg følte mig pludselig gammel, og det gav en masse tanker, som jeg satte en melodi til. Sangen “Det, der betyder noget for mig” lever stadig hos mig, og da jeg for første gang skulle prøve at synge i Rømers Kaffebar, var det den sang, jeg bedst kunne synge. Midt i sangen blev jeg helt rørt af at tænke på alt, hvad der er sket de sidste mange år plus at jeg var ret nervøs :-).
Lena
Nu er det atter blevet morgen
En dag, hvor jeg var inviteret til at synge for et bofællesskab med handicappede, kørte jeg, så jeg var der en halv time før jeg skulle synge. Mens jeg sad i bilen og ventede, kom denne sang til mig. På en halv time havde jeg ordene og melodien.
Jeg gik ind og sang sammen med dem, og vi havde en skøn tid sammen. Da jeg var færdig med det, jeg havde forberedt, var alle bare stille, som om de ventede på, at jeg skulle synge mere. Jeg fandt den nye sang frem, og den blev så godt modtaget.
Sangen blev ved med at leve i mig, og jeg indspillede den på cd’en “Frihed”.
